ACCOUNT MANAGER til salg af automationsløsninger og komponenter til styring og regulering af gasser og væsker
Du bliver en vigtig del af et stærkt salgsteam, hvor der er plads til både dig, der brænder for det tekniske løsningssalg, som kræver rådgivning og systemforståelse, og dig, der motiveres af salg af komponenter
Stillingsbeskrivelse:
Har du lyst til at arbejde med teknisk løsningssalg i en virksomhed, der er førende inden for procesautomation og ventilteknologi, så får du her muligheden for at blive en vigtig del af et stærkt salgsteam hos Bürkert, hvor innovation, kvalitet og samarbejde går hånd i hånd.
Som sælger får du ansvaret for at udvikle salget af Bürkert’s innovative produkter og systemløsninger inden for automation til virksomheder på Sjælland. Du håndterer kunderne i distriktet i tæt samarbejde med en kollega, der også dækker Sjælland, og da du primært kører ud fra dit hjemmekontor, fordeles kunderne ud fra jeres bopæl.
Du bliver en central del af et professionelt og engageret salgsteam, hvor der både er plads til dig, der motiveres af det rådgivende, tekniske løsningssalg, og til dig, der trives med at skabe resultater gennem et højt aktivitetsniveau og et skarpt salgsfokus. Det ideelle match er naturligvis dig, der mestrer begge dele – og som kan kombinere din tekniske indsigt med et stærkt kommercielt drive.
Din rolle bliver at pleje og videreudvikle relationerne til eksisterende kunder inden for blandt andet OEM- og procesindustrien, samtidig med at du løbende opsøger nye kunder og markedsmuligheder. Hos kunderne taler du både med teknikere og indkøbere, og du deltager i hele salgsforløbet som kundens samarbejdspartner. Du står derfor både for salg af enkeltkomponenter og for rådgivning samt udarbejdelse af de skræddersyede applikationsløsninger, som passer til kundens behov. I den forbindelse arbejder du tæt sammen med den danske systemafdeling, og ved større projekter også med Bürkert’s systemhus i Tyskland.
Stillingen indebærer omkring 20 rejsedage om året i forbindelse med messedeltagelse og besøg hos moderselskabet i Tyskland.
Du refererer i det daglige til salgschefen, som du også sparrer med, og du får støtte til ordrebehandling fra dine kollegaer i internt salg.
Hos Bürkert bliver du en del af en international virksomhed i vækst, der prioriterer kvalitet, innovation og faglig udvikling. Du får mulighed for at præge din hverdag, arbejde selvstændigt og samtidig blive en del af et fagligt stærkt team med stor teknisk viden og et godt kollegialt sammenhold.
Du tilbydes:
En selvstændig og varieret salgsstilling i en solid og teknologisk innovativ virksomhed med et stærkt brand og et bredt produktprogram.
Du bliver en del af en uformel organisation, hvor samarbejde, teknisk faglighed og kundetilfredshed vægtes højt.
Løn:
Du får en lønpakke, der modsvarer dine kvalifikationer, bestående af fast løn, bonus- og pensionsordning samt firmabil og sundhedsforsikring.
Egenskaber:
Du er en udadvendt og dynamisk person, som arbejder vedholdende og målrettet. Du er nysgerrig, teknisk velfunderet og motiveres af at skabe værdi for kunderne – uanset om det handler om at identificere en ny kunde eller rådgive en eksisterende kunde om en teknisk løsning.
Du arbejder selvstændigt og struktureret og har et godt gåpåmod, der gør dig i stand til selv at planlægge og styre din tid.
I din dialog med kunderne er du god til at udvikle, opbygge og vedligeholde stærke relationer.
Erhvervserfaring:
Du har erfaring med salg af tekniske produkter eller løsninger – gerne fra automations-, proces- eller komponentindustrien. Erfaringen kan stamme fra en rolle som løsningssælger, Key Account Manager eller teknisk sælger.
Uddannelser:
Du har givetvis en teknisk uddannelse, fx inden for automation, procesteknik, maskinteknik, el eller lignende.
Alternativt er du autodidakt og har blot en god forståelse for samt interesse for tekniske produkter og løsninger.
Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i dansk, god til engelsk i både skrift og tale og vant til at arbejde med IT.
Virksomhedsbeskrivelse:
Bürkert Danmark A/S er en del af den internationale Bürkert-koncern, som i mere end 75 år har været førende leverandør af automationsløsninger til styring og regulering af gasser og væsker.
Virksomheden leverer innovative produkter og systemløsninger til produktionsprocesser inden for mange forskellige industrier, og Bürkert er en af de få leverandører på markedet, der kan klare hele loopet. Har man ikke en standardløsning, der kan løse opgaven, ja, så udvikler systemafdelingen gerne en automationsløsning – lige fra de helt enkle ventilmanifolds og pneumatiksystemer til automatisering af hele procesanlæg.
Virksomhedens brede produktprogram omfatter magnet- og proportionalventiler, proces- og reguleringsventiler, styretoppe, sensorer, transmittere, masseflowcontrollere, pneumatik og procesinterfaces. Produkterne anvendes i mange forskellige brancher – lige fra vandbehandling, fødevare-, farma- og biovirksomheder til laboratorier og dentalvirksomheder.
Bürkert leverer også udstyr, der anvendes til nye og mere bæredygtige energiformer.
Med omkring 3.500 medarbejdere globalt og ca. 30 i Danmark, hvor kontor, montage og lager ligger i Skovlunde, samt et mindre kontor i Tranbjerg ved Aarhus, er Bürkert en solid og teknologisk stærk partner.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Profilpartners på tlf.: 43 43 40 60.
Arbejdssted:
Sjælland
Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen
Ansøgning:
Indsendes snarest.
Vi indkalder løbende kandidater til samtale.
Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.
Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.
Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.
