PROJEKTLEDER
Med godt overblik og sans for stuktur
Stillingsbeskrivelse:
Du bliver en del af en ejerledet virksomhed, som er kendt for at levere kvalitetsløsninger baseret på pålidelighed og en professionel tilgang til kunderne. Stillingen er meget administrativ og indebærer, at du har mange bolde i luften på én gang. Din overordnede opgave er nemlig at holde styr på alle trådene i de projekter, du har ansvaret for – både før, under og efter udførelsen af opgaverne hos kunderne. Der er tale om en nyoprettet stilling, som du i høj grad får mulighed for selv at præge.
Som projektleder får du en central rolle, hvor du får ansvaret for et stort antal projekter i forskellige størrelser – fra mindre opgaver på omkring en halv million til større, komplekse projekter på flere millioner. Du er med hele vejen – fra udarbejdelse af tilbud og planlægning til projektets gennemførelse og aflevering. Du får derfor tæt kontakt til både kunder, leverandører og kolleger, når du sikrer, at projekterne bliver styret sikkert i mål – til tiden, til prisen og i den kvalitet, som S.H.T. Vand og Miljø er kendt for.
Det vil i høj grad være din erfaring og evne til at lære, der bliver afgørende for, hvilke projekter du får ansvaret for. Du forventes ikke nødvendigvis at have erfaring med projektledelse inden for vand og miljø, men det vil naturligvis være en stor fordel, hvis du allerede har et vist kendskab til vandbehandling, kloakering og miljøtekniske løsninger. Det vil kun gøre indføringen i jobbet nemmere, når du starter med at få en grundig oplæring i virksomhedens arbejdsprocesser og løsninger. Målet er, at du relativt hurtigt selv skal kunne tage ansvar for egne opgaver og projekter.
Da du både får ansvaret for økonomi, koordinering og kundekontakt – og har en vigtig rolle i at få projekterne til at køre gnidningsfrit og effektivt – kommer du til at få et tæt samarbejde med både kunder, leverandører, vandteknikere og virksomhedens ledelse.
Du refererer i det daglige til virksomhedens CEO, som også er ejerleder og din primære sparringspartner i hverdagen. Samtidig kommer du til at arbejde tæt sammen med en administrativ medarbejder/teknisk designer, der tegner projekterne og står for dokumenthåndtering, samt med dine øvrige kolleger på kontoret. Du bliver en del af et engageret team, hvor samarbejde, godt humør og høj faglighed går hånd i hånd, og du får en hverdag med stor frihed, korte beslutningsveje og gode muligheder for at påvirke både din egen og virksomhedens udvikling.
Du tilbydes:
Du får et spændende og afvekslende job i en virksomhed i vækst, hvor du bliver en del af et engageret og positivt team, som hjælper hinanden og har det godt sammen. Du får stor frihed i hverdagen og gode muligheder for at udvikle dig – både fagligt og personligt.
Løn:
Du får en fast løn, der modsvarer dine kvalifikationer, samt pensionsordning og sundhedsforsikring.
Egenskaber:
Det er vigtigt, at du arbejder struktureret, kan bevare overblikket, og at du trives med at have mange bolde i luften på én gang. Du er vant til at tage ansvar, træffe beslutninger og kommunikere klart og tillidsfuldt – både internt og eksternt.
Som person er du ansvarsbevidst og pålidelig. Du er fleksibel og formår at bevare dit gode humør – også i stressede situationer. Du er udadvendt og kan lide at arbejde både selvstændigt og som en del af et team.
Erhvervserfaring:
Du kommer gerne fra en lignende stilling som projektleder i en større eller mindre teknisk virksomhed, hvor du har erfaring med tilsvarende opgaver. Det vigtigste er, at du er en erfaren projektleder, der er vant til at have mange bolde i luften på én gang, og som har haft det fulde ansvar for projekter fra start til slut – dvs. fra tilbudsgivning og planlægning til udførelse og aflevering. Har du brancheerfaring, vil det naturligvis være en stor fordel.
Uddannelser:
Vi er åbne for forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, og du har givetvis taget en formel projektlederuddannelse.
Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i dansk, både i skrift og tale, og kan begå dig på engelsk. Du er vant til at arbejde med IT, og har du kendskab til Navision, AutoCAD, Handymann og Digibor, er det en fordel – dog uden at det er et krav. Det forventes, at du har et almindeligt godt kendskab til Outlook, Word og Excel.
Virksomhedsbeskrivelse:
SHT Vand & Miljø ApS er en teknikoperatør, der har specialiseret sig i at sikre, at det rene danske grundvand når frem til forbrugeren i så høj en kvalitet som muligt. Det er de ikke alene om at kunne, men når det samtidig sker under hensyntagen til stadigt skrappere lovkrav til behandlingen af vandet, f.eks. Drikkevandsbekendtgørelsen, er der ikke mange, der kan sammenligne sig med SHT Vand & Miljø.
Virksomheden er kendt for at gå til opgaverne med lang erfaring, dyb viden og effektivt værktøj. Det sikrer den rigtige løsning, som tager højde for lovgivning, materialer, logistik, geologi og biologi. Derfor kan man gøre tingene rigtigt første gang og drive en sund forretning.
Virksomheden har oplevet vækst og har fordoblet deres omsætning flere år i træk. Og naturligvis – som udmærkelsen forudsætter – har de geninvesteret i nyt, moderne udstyr, der bevirker, at man hele tiden er i front, når det gælder nye løsninger.
Der er i dag ca. 16 ansatte, og da virksomheden er i vækst, forventes dette antal at stige betydeligt i de kommende år. Virksomheden er netop flyttet til et nyt, flot firmadomicil beliggende i Jyllinge.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Profilpartners på 43 43 40 60.
Arbejdssted:
Jyllinge
Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen
Projektleder/1896
Ansøgning:
Indsendes snarest.
Vi indkalder løbende kandidater til samtale.
Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.
Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.
Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.
