PROJEKTLEDER med byggeteknisk forståelse og med interesse for kreative skilteløsninger (besat)

Bemærk: Denne stilling er ikke aktiv længere

Som del af Danmarks førende egenproducerende skiltevirksomhed får du mulighed for at arbejde med nogle af de største brands og virksomheder i Danmark

Stillingsbeskrivelse:
Er du vant til at håndtere en omskiftelig hverdag, hvor du har mange bolde i luften på én gang, og trives med det, så vil denne nyoprettede stilling som projektleder hos Lysiplex være det helt rette for dig.

Her får du en grundig oplæring, løbende kompetenceudvikling og mulighed for at være med til at skabe din egen stilling.

Du arbejder tæt sammen med den øverste ledelse og får derfor god mulighed for at bringe dine gode ideer og tilgange i spil. I det daglige refererer du til den ene ejerleder, når du får ansvaret for egne kunder og projekter, som du håndterer fra start til slut.

Du har den første dialog med kunden omkring deres ønsker og behov, og i forbindelse med nye opgaver tager du ud og sonderer stedet, hvor skilteløsningen skal placeres. Det vil bl.a. være her, din gode forståelse for og nysgerrighed omkring materialer og deres anvendelse vil komme i spil.

Efterfølgende udarbejder du forslagstegninger og et tilbud enten på egen hånd eller i tæt samarbejde med dine kollegaer. Da du er den primære kontaktperson til dine kunder, er det også dig, der følger op på dine tilbud. Igennem hele projektforløbet forventes det, at du er dygtig til både at inddrage kollegaer og kunder i processen.

Udarbejdelse af projekt- og tidsplaner står du for, men der vil være god mulighed for at trække på dine kollegaer i teknisk afdeling i relation til tegnearbejdet.

Du udvælger materialer til projekterne og indkøber dem ofte selv.
Efter igangsættelsen af ordren i produktionen og montagen følger du med på sidelinjen, netop fordi du synes, det er sjovt at være med på dine projekter fra start til slut. Slutteligt er det også dig, der følger op hos kunden og afslutter opgaven.

Stillingen er spændende og med stor kontaktflade både internt og eksternt, hvorfor også dine gode kommunikative evner vil komme i spil.

Du tilbydes:
Du tilbydes at blive en del af en velkonsolideret virksomhed med en kundeportefølje bestående af de mest kendte brands i Danmark. En virksomhed med en flad organisationsstruktur og et godt samarbejde afdelingerne i mellem, og hvor alles bidrag værdsættes, og alle har indflydelse på virksomhedens udvikling.

Løn:
Du får en attraktiv fast løn, pensionsordning, sundhedsforsikring samt mulighed for at deltage i frokostordning. Dertil mulighed for firmabil.

Egenskaber:
Det er vigtigt, at du er god til at planlægge og koordinere og er i stand til at have mange bolde i luften på en gang. Samtidig viser du initiativ, er løsningsorienteret, positiv og engageret i en travl hverdag, hvor du får mulighed for at arbejde selvstændigt og formår at holde fokus, også når tingene går stærkt.

Du er pålidelig, loyal og pligtopfyldende og har fokus på deadlines. Du har overblik uden at glemme detaljen, og du er vant til at have mange opgaver på én gang.

Du er udadvendt og positiv og kan kommunikere med alle. Du ser udfordringer og løser opgaverne med engagement og fokus på høj service.

Erhvervserfaring:
Du har erfaring fra en lignende stilling, hvor du har styret flere projekter på én gang, og hvor du har fået en solid forståelse for materialer og deres anvendelse.

Uddannelser:
Du har givetvis en håndværksmæssig uddannelse og har erfaring med bygningskonstruktion eller andet relevant.

Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i dansk i skrift og tale og er god til engelsk. Du er daglig bruger af Excel og Outlook. Kender du til Microbizz, som er virksomhedens projektstyringsredskab samt Autodesk Inventor, er det en fordel.

Virksomhedsbeskrivelse:
Lysiplex er et af Danmarks førende skiltefirmaer. Gennem 65 år har Lysiplex leveret wayfinding i alle afskygninger til de største benzinselskaber, DSB, Region H, Ørsted og mange flere. Derudover samarbejdes med kunstnere om lyskunst.

Virksomheden, som lige er flottet til nye flotte lokaler, har i dag 40 medarbejdere fordelt på projektledere, produktion, montage og administration.

Lysiplex er desuden ISO 9001-certificeret, el-installatør-autoriseret og medlem af de to brancheforeninger, Danske Lysreklame Producenter og European Sign Federation.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Profilpartners på tlf.: +45 43434060.

Arbejdssted:
Brøndby/Sjælland

Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen

Projektleder/158623

Ansøgning:

Indsendes snarest.

Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.

Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.

Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.