KEY ACCOUNT MANAGER

Med fokus på salg af løsninger indenfor adgangskontrol

Stillingsbeskrivelse:
Du overtager en eksisterende kundeplatform fra en af virksomhedens erfarne sælgere, som skal på pension. Tanken er, at du bliver introduceret til kunderne successivt, så du gradvis overtager relationerne til kunderne, som overvejende består af store offentlige virksomheder. Samtidig forventes det, at du bruger en del tid på at kontakte nye potentielle kundeemner, med henblik på hele tiden, at kunne supplere den eksisterende kundeportefølje med nye kunder.

Du forventes at bruge rigtig meget af din tid - minimum 50% - ude hos dine kunder, svarende til 2-3 møder om dagen. Du taler løsninger og muligheder med relevante kontaktpersoner, hvilket i første omgang er potentielle brugere og i anden omgang indkøbere.

Dine kundebesøg tager oftest udgangspunkt fra kontoret i Greve, og alternativt fra din bopæl. Selvom du tilbringer meget af din tid ude hos kunderne, forventes du også, at være en del af teamet på kontoret. Der sidder dedikerede kollegaer, som gerne supporterer dig i dit daglige arbejde i marken.

Da virksomheden selv udvikler deres løsninger, bl.a. på baggrund af input fra sælgerne i marken, og dermed også dig, vil du løbende få nye spændende produkter, som du kan sælge ind til eksisterende og/eller nye målgrupper. Forsyningsbranchen, autobranchen, leasingbranchen, transportbranchen og udlejningsbranchen, er blot nogle af de brancher, som der er og vil være fokus på i fremtiden. Nye brancher/målgrupper forventes løbende at komme til i takt med, at der udvikles nye løsninger.

Du planlægger i høj grad selv din dag og din tid. Du skal være indstillet på at være en aktiv deltager på messer 5-8 gange om året, hvilket også indebærer weekend- og aftenarbejde. Det forventes ligeledes, at du deltager i diverse brancheorienterede møder.

Du tilbydes:
At blive ansat i en virksomhed, som er førende indenfor sit felt, hvor der vil være gode muligheder for at få indflydelse på dit eget job, og ikke mindst opnå en solid indtjening.

Løn:
Du får en fast løn, der modsvarer dine kvalifikationer, bonusordning uden loft og pensionsordning.

Egenskaber:
Du trives med at sælge, og går derfor målrettet mod at pleje den gode kunderelation, der på sigt gerne skulle føre til et salg. Samtidig besidder du en vis tålmodighed, da nogle af kunderne kan have tidskrævende og langtrukne beslutningsprocesser.

Du er derfor både vedholdende og dygtig til at opbygge relationer.

Erhvervserfaring:
Du har erfaring fra lignende stilling, og kan dermed dokumentere dine gode salgsresultater, og gerne til flere af de ovennævnte målgrupper.

Uddannelser:
Vi er meget åbne overfor forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.

Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i dansk og gerne også i engelsk, og er en erfaren bruger af IT.

Virksomhedsbeskrivelse:
Birepo, som er en del af Addtech-gruppen, består i dag af flere forskellige forretningsområder. Den ene del består af virksomhedens egenproduktion af patenterede løsninger indenfor nøglebokse - elektroniske som mekaniske. Unikke løsninger som henvender sig til meget forskellige målgrupper af kunder. Det andet forretningsområde er elektroniske nøgler og cylindre, som virksomheden har agenturerne på. Kendetegnende for produkterne er kvalitet, stabilitet og et godt design, der også er lig med en god funktionalitet. Det tredje ben er mekanisk og elektronisk aflåsning af varebiler og containere, som er et nyt marked for Birepo. Et marked med stor udvikling og potentiale. Som Key Account Manager kommer man med i beslutningerne om arbejdsprocesserne på disse produkter. Der er i dag 8 medarbejdere tilknyttet virksomheden, som er beliggende i Greve. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Profilpartners på 43434060.

Arbejdssted:
Greve/Danmark

Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen

Key Account Manager - adgangskontrol/369020

Ansøgning:

Indsendes snarest.

Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.

Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.

Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.