UDVIKLINGSCHEF - BESAT

Bemærk: Denne stilling er ikke aktiv længere

Med god erfaring inden for elektronik, projektstyring og ledelse

Stillingsbeskrivelse:
Med reference til den tekniske direktør, som sidder i USA, får du ansvaret for eksekvering af udviklingsstrategien for nye produkter og for supporten til de eksisterende produktlinjer. Du får ansvaret for udviklingsafdelingen, der i dag består af 7 erfarne udviklere, der er vant til at arbejde meget selvstændigt, men som alligevel har brug for en leder til at styre projekterne igennem og til at lede og fordele arbejdet i afdelingen.

I det daglige arbejder du tæt sammen med den adm. direktør i Danmark, og bliver en del af ledergruppen. Du får det overordnede ansvar for, at den fastlagte produktudviklingsstrategi bliver realiseret, at kvaliteten på de udviklede løsninger er i orden, og at budgetterne bliver overholdt.

Du sørger for, at udviklerne også får udarbejdet dokumentationen, før de slipper en opgave. Ligesom det er dit ansvar, at udviklingsplanerne bliver overholdt, og at der hele tiden bliver fokuseret på de opgaver, som er i overensstemmelse med den fastlagte produktudviklingsstrategi.

Du er selv en dygtig udvikler, der kender gamet. Du er derfor meget tilgængelig i din ledelsesstil, hvilket bevirker, at udviklerne gerne kommer til dig og diskuterer en løsning, hvortil du bidrager med gode råd og ideer.

Du er garant for et godt samarbejde med virksomhedens øvrige afdelinger både i Danmark, men også internationalt, hvor der er en udviklingsafdeling på flere lokationer. Som repræsentanten fra Danmark er du medansvarlig for certificeringer og arbejder tæt sammen med den nedsatte gruppe, som arbejder internationalt omkring certificeringer. I den forbindelse er der en del projektstyring internationalt kombineret med en del administrativt arbejde, som du skal udføre.

Du skal påregne, at der vil være ca. 30 rejsedage p.a. i jobbet. Du vil også lejlighedsvist komme med de eksterne salgskonsulenter til møder med kunder eller underleverandører. Typisk, fordi de har brug for en teknisk tung person, der kan diskutere tekniske løsninger med kundens teknikere.

Du tilbydes:
En spændende international stilling, med stort råderum til at udføre dit job og lede og fordele arbejdet på den måde, som du finder optimalt.

Løn:
Du får en god lønpakke, der modsvarer dine kvalifikationer.

Egenskaber:
Du har styr på dine ting og er derfor en dygtig projektleder, der gerne tager teten og går forrest i en gruppe. Du tager gerne styringen, hvis det er nødvendigt, men giver også plads til, at dine medarbejdere kan byde ind. Du er god til at overholde deadlines uden at gå på kompromis med de løsninger, der skabes.

Du er god til at tænke ud af boksen, se løsninger og sætte dig i kundens sted.

Erhvervserfaring:
Du har gode erfaringer fra en lignende stilling, hvor du med succes har haft ansvaret for en portefølje af udviklingsprojekter, hvor du har været i stand til at leve op til det aftalte kvalitetsniveau samt overholde deadlines og budgetter.

Uddannelser:
Du har givetvis en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør.

Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i engelsk og dansk i skrift og tale, og du er en habil udvikler af firmware.

Virksomhedsbeskrivelse:
MJK/Xylem er en ledende producent af styringer, niveaumålere og flowmålere samt analyseinstrumenter til renseanlæg, vandværker og industrier verden over. Siden grundlæggelsen i 1977 har MJK vokset sig til at være en solid partner i Europa, Asien og Nordamerika. MJK blev i 2012 en del af Xylem koncernen, som har et omfattende distributionsnet verden over og tilbyder et stort udvalg af produkter og ydelser inden for vand. I dag udvikler, producerer, markedsfører og sælger virksomheden deres udstyr til over 150 lande verden over fra deres domicil nord for København. Virksomheden har givet sig selv et løfte, som går ud på, at man vil benytte al know-how, teknologi, energi og tid til at sikre, at vand behandles så effektivt som muligt. Deres mål er at skabe en fremtid uden global vandmangel. Det er et ambitiøst mål, der kræver, at de benytter sig af deres innovative teknologier og indsigt. Styret af en professionel stolthed brænder man for at levere produkter af høj kvalitet. De ønsker til enhver tid at være deres kunders og medarbejderes foretrukne valg ved at forblive innovative, troværdige og fleksible. MJK er en imødekommende og åben arbejdsplads, med en flad organisationsstruktur og en ”åben-dør” mentalitet, hvor de flittigt deler viden med hinanden. Kvalitetsprodukter og store resultater skabes ved, at alle tager del i processen – fra produktion og udvikling til salg og support.

Arbejdssted:
Birkerød

Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen

Udviklingschef/36017

Ansøgning:

Indsendes snarest.

Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.

Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.

Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.