PROJEKTLEDER med tværfagligt ansvar for tekniske installationer

Du får en alsidig stilling, hvor du vil få god mulighed for at få dine tværfaglige kompetencer inden for el, ventilation, VVS og BMS i spil

Stillingsbeskrivelse:
Som en del af projektafdelingen hos Hoffmann Teknik, får du mulighed for at få et stærkt fagligt netværk og et fællesskab, som er helt unikt.

Afdelingen består i dag af 16 dedikerede kollegaer, der er ansvarlige for de mange projekter inden for tekniske installationer - el, ventilation, VVS og BMS, som afdelingen er involveret i.

Projekterne spænder fra mindre projekter til meget store projekter, hvor alle tekniske installationer i et byggeri med overordnet styring og overvågning af bygningen kommer i spil. Fagentrepriserne varierer fra DKK 10 mio. og op til DKK 300 mio., men flest i størrelsesordenen DKK 10-50 mio. Projekterne, du får ansvaret for, vil i høj grad afhænge af din faglige tyngde og din erfaring med projektledelse.

En grundig oplæring er et af de fokusområder, som bliver prioriteret højt hos Hoffmann teknik.

Du vil blive tilknyttet et projekt i Storkøbenhavn, hvor du arbejder side om side med dine kolleger fra Teknik og med kolleger fra de andre faggrupper, som repræsenterer Hoffmann, og som i det daglige sidder sammen ude på pladsen og arbejder tæt sammen som et samlet Hoffmann-hold.

I rollen som kontaktperson til både bygherren, rådgivere, leverandører, underentreprenører og egne kollegaer får du en meget bred kontaktflade i det daglige.

Du får mulighed for at være med fra den tidlige fase i projektet, hvor du sidder sammen med bygherren og afdækker projektet. Efterfølgende deltager du i udarbejdelse af tilbuddet og i præsentationen for bygherren.

Igennem hele projektforløbet vil du have en løbende dialog med bygherren og andre relevante interessenter, når du rapporterer projektstatus og eventuelle ændringer.

Du rolle indebærer også den endelige aflevering og opfølgning efterfølgende. Da du som projektleder både bliver ansvarlig for, at kvaliteten på det udførte arbejde er i orden, og at projektet både tidsmæssigt og økonomisk lever op til det aftalte, spiller du en central rolle i alle aspekter af projektforløbet.

Du tilbydes:
Som Hoffmannmedarbejder bliver du en del af et stærkt fællesskab, der hviler på en række centrale værdier. Medarbejdere hos Hoffmann er professionelle, aktive og har stor faglig kompetence, de er redelige, åbne og indgår præcise og realistiske aftaler. Man er entusiastiske, positive og ser muligheder frem for problemer, og man er generelt løsningsorienterede, kreative og forandringsvillige. Derfor kan du have tillid til dine kolleger og samarbejdspartnere, ligesom de regner med dig.

Løn:
Du får en god fast løn samt pensionsordning, sundhedsforsikring m.v.

Egenskaber:
Du er løsningsorienteret og brænder for at gøre en forskel. Samtidig besidder du et godt overblik, har gennemslagskraft, arbejder vedholdent og er villig til at tage ansvar.

Erhvervserfaring:
Du har erfaring fra lignende stilling, hvor du har haft ansvaret for tekniske fagentrepriser af en vis størrelse og kompleksitet indeholdende el, ventilation, VVS og CTS.

Uddannelser:
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør, el-installatør, vvs-installatør, maskinmester eller anden relevant.

Sprogkunder / EDB:
Du er flydende i dansk og gerne engelsk i skrift og tale og er vant til at arbejde med IT.

Virksomhedsbeskrivelse:
Hoffmann A/S er en del af Veidekke-koncernen - en af Skandinaviens førende entreprenører med ca. 8.000 ansatte og en omsætning i 2022 på 38,7 mia. NOK. I Danmark er der i dag ca. 460 medarbejdere og en omsætning på 1,78 mia. DKK og et årsresultat på 156 Mio. DKK. Virksomheden har eksisteret og opereret på det danske marked i over 150 år, har i dag aktiviteterne fordelt på 4 forretningsområder; Nybyggeri, renovering, anlæg og teknik. Det er til forretningsområdet teknik, at vi pt. er på udkig efter en dygtig projektleder.

I Hoffmann Teknik har man alle de kompetencer, der skal til for at udføre og vedligeholde tekniske installationer - fra mindre el-opgaver til alle tekniske installationer i et byggeri.

De tekniske installationer bliver stadig mere afgørende i moderne bygninger og anlæg. Derfor har Hoffman Teknik specialiseret sig i at varetage den overordnede styring af alle tekniske installationer i byggeprojekter og udfører derfor både el- og teknikentrepriser samt el-serviceopgaver. Virksomheden løser dermed alt fra de store installationer til de mindre opgaver for både private og offentlige kunder.

I Hoffmann Teknik forstår man at kombinere den mangeårige faglige erfaring samt proces- og kundeforståelse i én samlet enhed. Virksomheden rådgiver, prissætter, projektstyrer, installerer og servicerer installationer og anlæg i tæt og åben dialog med alle involverede parter og tager ansvar for den samlede oplevelse i og ved hver løsning. Det giver den bedste løsning for alle samt en klar rollefordeling.

Samlet råder Hoffmann teknik over mere end 250 medarbejdere tilknyttet kontorer i Glostrup, Skibby og Allerød på Sjælland samt Fredericia i Jylland.

Arbejdssted:
Glostrup/Storkøbenhavn

Generelt:
Anfør venligst nedenstående mrk., når du søger stillingen

Projektleder/132723

Ansøgning:

Indsendes snarest.

Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Vi arbejder med forskellige jobportaler, der har hver deres retningslinjer for visningsperiode m.v. En stilling, der er taget af en jobportal, er ikke nødvendigvis løst.

Vises stillingen stadig på Profil Partners hjemmeside er den stadig aktiv, da stillingen først vil blive taget af vores hjemmeside, når den er besat.

Send venligst din ansøgning via denne hjemmeside.